Regeringen er enig med SF og EL om bistandsbesparelse

Skrevet af admin

10/11/2014

Dagens topnyheder

Regeringen er enig med SF og EL om besparelser på udviklingsbistanden. Én milliard af besparelsen fjernes, og en halv milliard udskydes og udmøntes kun, hvis der bliver brug det.

Dermed er det lykkedes de to støttepartier at få fjernet en del af regeringens planlagte besparelse på udviklingsbistanden.

Regeringen ønskede at tage 2,5 milliarder kroner fra udviklingsbistanden for at bruge dem til at betale for det stigende antal asylansøgere, som kommer til Danmark.

- Der er ingen grund til at skjule, at vi har stået over for nogle svære beslutninger. Men vi har med omlægningen besluttet at friholde den humanitære bistand og nærområdeindsatserne, da der lige nu er et massiv behov for nødhjælp, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.

I stedet for at spare på udviklingsbistanden skal regningen for blandt andet boliger og sprogundervisning til asylansøgere nu betales på anden vis.

Ud over at få beløbets størrelse sat ned har Enhedslisten og SF også har kæmpet for, at besparelsen ikke skulle findes på programmer, som går til at hjælpe verdens fattigste.

Det er ifølge Enhedslistens udviklingsordfører Christian Juhl i stort omfang lykkes:

- Det er vigtigt for mig at understrege, at vi helst havde været hele denne spareøvelse foruden, men vi synes, vi har opnået et tåleligt resultat, og vi har kæmpet hårdt for at friholde fattigdomsbekæmpelse for besparelser.

- Den milliard, vi så har været med til at finde, er primært taget fra erhvervsstøtteordninger, som vi ikke mener har meget med udviklingspolitik at gøre, siger Christian Juhl.

Med aftalen om udviklingsbistanden rydder partierne i rød blok den første store forhindring for en finanslovaftale af vejen. Men der venter dog fortsat et vanskeligt opgør om dagpengene.

Her har både Enhedslisten og SF længe talt for, at der skal gøres mere for at hjælpe danskere, der opbruger retten til dagpenge.

Regeringen holder dog fast i, at man med den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, jobskabelse og andre tiltag har gjort, hvad der skulle gøres for at hjælpe.

/ritzau/