Regeringen er klar med en bedre social indsats for udsatte danskere

Skrevet af admin

16/06/2015

Dagens topnyheder

De to nuværende regeringspartier, Socialdemokraterne og De Radikale, fremlægger tirsdag et fælles udspil på socialområdet kaldet "Alle skal have lige muligheder".

Udspillet omfatter 285 millioner kroner i 2016 og 1,75 milliarder kroner, hvis man lægger alle årene frem mod 2020 sammen.

Det er blandt andet bedre social indsats til udsatte familier, hjælp til voldsramte kvinder og gældsrådgivning til socialt udsatte, unge og gravide misbrugere samt hjemløse, som regeringen vil bruge penge på.

- Det her handler om menneskeskæbner. Om at vi skal hjælpe de mennesker i vores samfund, som har det allersværest. Fordi menneskers baggrund ikke må afgøre deres fremtid, siger socialminister Manu Sareen (R) i en skriftlig kommentar.

Pengene er for størstedelens vedkommende partiernes bud på, hvordan satspuljemidlerne i de kommende år skal udmøntes. Satspuljemidlerne er penge, der kommer fra den automatiske regulering af overførselsindkomsterne, som derfor stiger i mindre takt end lønningerne.

Hvert år forhandler partierne bag aftalen - det er Socialdemokraterne, Radikale, Konservative, SF, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance - hvordan pengene skal bruges.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, fremhæver særligt forslaget om at udvide gældsrådgivning til hele landet.

- Med den plan, som vi i dag lægger frem, prioriterer vi de mennesker i vores samfund, der har brug for en hjælpende hånd, udtaler hun.

Gældsrådgivningen, der i dag er frivillig, er finansieret af satspuljemidlerne. Den finansiering ønsker S og R at fortsætte i 2016, men partierne vil så sætte gang i et forberedende arbejde, der skal tilrettelægge en landsdækkende gældsrådgivning, hvor kommuner og frivillige arbejder sammen.

Partierne vil afsætte 50 millioner kroner årligt fra 2017 til landsdækkende, permanent gældsrådgivning.

/ritzau/