Regeringen er klar med nye sociale mål for 2020

Af udspillet fremgår, at regeringen har et mål om, at halvdelen af de stofmisbrugere, der afslutter et behandlingsforløb, enten skal være stoffri eller have et mindre misbrug i 2020.

Antallet af hjemløse i Danmark skal til den tid desuden mindskes med 25 procent.

Derudover skal andelen af udsatte unge i alderen fra 15 til 17 år, der får en strafferetlig dom, være faldet med mindst 25 procent, skriver avisen.

Regeringen afslutter torsdag et regeringsseminar med fremlæggelsen af udspillet »Alle skal med«.

»For første gang er der en regering, som opstiller et samlet sæt af mål for de allermest udsatte grupper i samfundet. Der er simpelthen tale om et paradigmeskift,« siger socialminister Annette Vilhelmsen (SF) til Politiken.

På uddannelsesfronten bliver det defineret som et mål at øge andelen af udsatte børn og unge, der får en ungdomsuddannelse fra 36 procent i dag til 50 procent i 2020.

Socialordfører Eyvind Vesselbo (V) finder målsætningerne dybt uambitiøse. Han kalder idéen om socialpolitiske 2020-mål for en »syltekrukke« og efterspørger en plan for, hvad der skal ske i morgen, næste år og i 2015.

Dagens Gossip