Regeringen er klar til at granske partistøtteregler

Skrevet af admin

05/02/2014

Mest læste i dag

Efter flere års politisk armlægning om pengestrømmene i dansk politik er regeringen nu klar til at nedsætte et ekspertudvalg, der skal granske åbenheden om den økonomiske støtte til de politiske partier, skriver Berlingskes netavis, b.dk.

Arbejdet bliver forankret hos økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), som inden for et par uger vil udpege medlemmerne af udvalget og offentliggøre rammerne for udvalgets arbejde.

- Selve udvalget skal i gang med en kort frist. Det skal meget gerne være et spørgsmål om uger, siger Margrethe Vestager til b.dk.

De danske regler for åbenhed om partistøtte er nogle af de mest uigennemsigtige i Europa. Ifølge Politiken har den demokratiske vagthund Europarådet af samme grund klaget til den danske regering.

- Vi siger ikke, at der er særlige problemer med korruption i Danmark. Men vi er nødt til at gøre opmærksom på, at åbenheden om partistøtte i Danmark er mindre end i de fleste andre lande.

- Det er et demokratisk problem, siger Wolfgang Rau, sekretariatschef for Europarådets antikorruptionssamarbejde, Greco til Politiken.

Greco overvåger lovgivning mod korruption i alle Europarådets 47 medlemslande samt USA og Hviderusland. Samarbejdet har ingen sanktionsmuligheder, men kan komme med henstillinger til landene, hvis lovgivningen er for slap.

To netop offentliggjorte rapporter fra Greco konstaterer, at de danske myndigheder trods gentagne henstillinger siden 2009 stort set intet har gjort for at forbedre situationen.

Henstillingerne omfatter blandt andet krav om forbud mod anonyme donationer, total oplysningspligt for politiske partier, uafhængig revision, tæt statslig overvågning og sanktioner i tilfælde af overtrædelse af reglerne.

Greco konstaterer, at ikke en eneste henstilling er blevet fulgt, og at kontrollen med partistøtte i Danmark derfor er "globalt utilfredsstillende".

For at understrege alvoren sendte Europarådets generalsekretær, norske Thorbjørn Jagland, i november en formel klage til den danske regering. Uden at få noget svar.

/ritzau/