Regeringen er klar til at øge bandeindsatsen

Det skal give de kriminelle urolige nætter, forklarer justitsminister Morten Bødskov (S).

»Det, vi har set det seneste år i bandekonflikten, har været fuldstændig uacceptabelt, og derfor vil regeringen løfte indsatsen mod banderne. Vi afsætter i alt 200 millioner kroner på finansloven over de næste fire år, så vi kan sætte målrettet ind mod bandegrupperingerne, deres netværk og den kriminalitet, de står bag,« forklarer han.

Til efteråret barsler justitsministeren med en bandepakke, og her skal pengene bakke op om de nye initiativer, som skal stoppe de kriminelle bander og tilgangen til dem.

»Der bliver tale om nye efterforskningsredskaber til politiet, og der bliver tale om strafskærpelser. Vi vil også forstærke forebyggelsen af, at unge havner i kløerne på banderne, de skal ikke have held til at rekruttere usikre unge i det omfang, de hidtil har haft held til.«

»Derfor skal vi forstærke forebyggelsesarbejdet, det vil sige samarbejdet mellem politiet og kommunerne. Vi vil også sørge for, der er en større hjælpende hånd til dem, der gerne vil ud af miljøet, så derfor ser vi på, hvordan vi kan forstærke exitarbejdet,« siger Morten Bødskov, der ikke vil komme ind på de konkrete initiativer i bandepakken.

Han afventer i øjeblikket konklusionerne fra en arbejdsgruppe, som skal pege på, hvor der skal sættes ind i forhold til bande- og rockermedlemmer. Og ministeren erklærer sig parat til at tage nye værktøjer i brug til at bekæmpe de kriminelle grupper.

»Jeg er åben over for alle nye initiativer, vi skal hele tiden være klar til at styrke indsatsen over for de her modbydelige kriminelle netværk, som står bag utrolig meget kriminalitet,« siger han.

Dagens Gossip