Regeringen er stemt ned om besparelser på ulandsbistand

Skrevet af admin

21/12/2015

Dagens topnyheder

Som ventet har regeringen mandag fået et flertal mod sig i folketingssalen.

De Konservative stemte som varslet nemlig hverken for eller imod at gennemføre de budgetterede udbetalinger af udviklingsbistanden i år.

Det var SF, der stillede forslaget om at gennemføre de budgetterede udbetalinger af udviklingsbistanden for 2015 - som regeringen ellers havde lavet besparelser på.

54 stemte for, 51 stemte imod, mens fire hverken stemte for eller imod.

Regeringen havde ellers ikke tænkt sig at udbetale alle de penge til udviklingsbistand, som den røde regering sidste år havde afsat på finansloven for 2015.

Udenrigsministeriet forklarede før afstemningen i et svar til Folketinget, at det "ikke er et brud på juridisk bindende tilsagn", når regeringen har bestemt sig for ikke at udbetale de milliarder, der var afsat.

Men selv om udbetalinger af udviklingsbistanden ikke er juridisk bindene, har Danmark lovet nogle samarbejdspartnere bestemte beløb, påpeger de Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader.

De Konservatives blanke stemmer skal ikke ses som udtryk for mistillid til regeringen, understreger Khader. Men partiet, der ikke er tilhænger af Venstre-regeringens besparelser på bistanden, er utilfreds med ikke at være blevet involveret i beslutningen.

- Hvis de havde indkaldt os til drøftelser, kunne man måske have fundet et kompromis og set på de enkelte projekter. Men den mulighed fik vi ikke, siger Khader.

Udenrigsminister Kristian Jensens (V) reaktion blev efterspurgt ved afstemningen i folketingssalen, men han var ikke til stede.

De Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard (R), kan ikke forestille sig, at regeringen vælger at ignorere et flertal i Folketinget, siger han til Politiken.

Ritzau arbejder på at få en kommentar fra regeringen.

/ritzau/