Regeringen får Pakistans ros for stop af dansk bistand

Skrevet af admin

05/11/2015

Dagens topnyheder

De færreste finder anledning til smil og forståelse, når man tager penge ud af hånden på dem. Men Pakistan er i den sammenhæng en undtagelse.

For to år siden fordoblede den tidligere regering Danmarks bistand til Pakistan, hvorpå V-regeringen i foråret kom til og meddelte en udfasning af støtten til det asiatiske land.

- Det er helt fint og ikke noget problem. Den opgave er færdig og overstået, siger Sartaj Aziz, som er udenrigsrådgiver for den pakistanske premierminister, til Ritzau.

Pakistan vil langt hellere udbygge handelssamarbejdet med Danmark, end stå på en liste over asiatiske bistandsmodtagere som den danske regering i øvrigt har reduceret massivt.

- Det var et treårigt program på 50 millioner dollar til specifikke ting, og målet blev nået. Det var et brugbart program. Men vi fokuserer ikke længere på bistand. Vi er interesserede i handel. Vi er ikke interesseret i større økonomisk støtte, siger Sartaj Aziz.

- Vi ønsker at udvide vores handelssamarbejde med Danmark.

Sartaj Aziz holdt torsdag eftermiddag et bilateralt møde med udenrigsminister Kristian Jensen (V) i forlængelse af et asiatisk-europæisk møde i Luxembourg.

Tidligere har Nepal, som også får udfaset den danske bistand, klaget over, at Danmark indstiller støtten på et tidspunkt, hvor landet oplever store udfordringer.

Den positive melding fra Pakistan overrasker ikke udenrigsministeren.

- Vietnam er på samme side (som Pakistan, red). De siger også, at det er helt naturligt, at de ikke længere skal være et modtagerland af bistand, men et land, som man handler kommercielt med, siger Kristian Jensen.

Den pakistanske rådgiver havde også en anden sag, han måtte have Kristians Jensens forklaring på.

- Jeg spurgte ministeren, hvordan det kan lade sig gøre, at et parti med kun 34 sæder i et parlament med 179 medlemmer kan lede landet. Det blev en meget interessant samtale, siger Aziz.

Det ledende regeringsparti i Pakistan, PML-N, sidder på 166 af parlamentets 342 pladser.

/ritzau/