Regeringen: Fald i ledighed vil fortsætte

Selv om arbejdsløsheden falder, vil regeringens skøn for bruttoledigheden i år dog forblive uændret i forhold til den seneste redegørelse fra maj, erfarer Berlingske. Her var der nemlig allerede forudsat en positiv udvikling på arbejdsmarkedet, og regeringen venter fortsat en bruttoledighed på 154.000 personer i 2013.

I 2012 landede bruttoledigheden på 162.000 personer, og næste år vil de positive tendenser på arbejdsmarkedet fortsætte ifølge regeringen. Det hører dog med til historien, at det alene er modtagere af dagpenge og kontanthjælp, der tælles med, og at der er tale om gennemsnitstal for hele året.

Cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen, fremhæver, at arbejdsløsheden blandt mænd er begyndt at falde, og at det bl.a. kan være et tegn på, at håndværkerfradraget er begyndt at virke. Derudover kan udviklingen skyldes, at der er mange, der er røget ud af dagpengesystemet i forbindelse med dagpengereformen.

»En del af faldet i ledigheden skyldes, at der er mange, der har forladt arbejdsmarkedet af forskellige årsager. Men vi har også set tal for, at der så småt er kommet flere i beskæftigelse, og det er jo positivt,« siger Helge J. Pedersen.

Nedjusteringen af ledighedsskønnet kommer, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i flere interviews tidligere på måneden har vurderet, at der er sket et stemningsskifte i dansk økonomi. Statsministeren fremhævede bl.a. over for Berlingske, at der er grund til forsigtig optimisme, selv om det er for tidligt helt at afblæse krisen.

Dagens Gossip