Regeringen fastholder sin økonomiske kurs

»Danmark skal holde kursen. Vi stimulerer økonomien og er samtidig på sikker grund for at sikre lav gæld og lave renter. Det glæder mig, at vi i disse år kan have de højeste offentlige investeringer i 30 år. Det skaber arbejdspladser,« skriver økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i en kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

»Vi får ikke Danmark på ret køl igen ved at lade det offentlige underskud vokse - ved at stifte endnu mere gæld og skabe usikkerhed om kursen. Ingen har glæde af zig-zag. Risikoen er mistillid og stigende renter - og dermed færre arbejdspladser,« uddyber hun.

Dermed er Margrethe Vestager på linje med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der tidligere tirsdag slog fast, at regeringen ikke har planer om at lempe finanspolitikken.

»Jeg har svært ved at se, at det kunne gavne dansk økonomi og det danske renteniveau, at vi nu skal ud og føre slingrekurs i den økonomiske politik,« sagde statsministeren på sit ugentlige pressemøde og uddybede:

»Jeg synes, der er et meget stort behov for i dansk økonomi, at vi ikke går ind på en slingrekurs, men at vi styrer efter de mål, vi har sat. Det her beviser, at vores økonomiske politik har en effekt, fordi det er lykkedes os at have nogenlunde stabile rammer om ledighed og beskæftigelse«.

Dagens Gossip