Regeringen fejer Enhedslistens jobplan af bordet

Sådan lyder det fra de Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen (R), som dermed så godt som slukker Enhedslistens håb om, at regeringen vil droppe forhandlingerne om en vækstpakke med de borgerlige partier for i stedet at satse på sit parlamentariske grundlag.

I en netop offentliggjort jobplan vil Enhedslisten på to år skabe 33.000 job via otte initiativer. Manøvren koster 24,5 milliarder kroner, og det er netop det, der får Sofie Carsten Nielsen til at rynke på næsten.

»Hovedproblemet er den manglende finansiering - eller måske rettere, at den kræver yderligere offentlig låntagning, for det er jo offentlige lån, der skal tages her,« siger hun.

Ifølge Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen (Ø), vil planen ellers være »selvbærende«, fordi pengene kommer tilbage til statskassen. Men det er ikke sådan, regeringen regner, lyder det fra Sofie Carsten Nielsen.

»Så øger vi gælden, så stiger renten og så taber vi andre job,« siger hun.

Sofie Carsten Nielsen vil dog ikke på forhånd dømme Enhedslisten helt ude af forhandlingerne, men det kræver, at Enhedslisten er klar til at forhandle ud fra regeringens oplæg, Vækstplan DK.

»Jeg synes ikke, at det her udspil ligner noget, der lægger op til kompromisvillighed. Jeg tror mere, at det er et statement, og det er også okay, men så længe det indeholder så markant yderligere lånoptagning, så kommer ikke til at blive regeringens politik,« siger hun.

»Vi forhandler ud fra regeringens plan, det er også det, vi gør med VK, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, så hvis Enhedslisten er villig til det, er det fint, de kommer med deres indspil, men vi forhandler ikke ud fra deres plan,« siger Sofie Carsten Nielsen, der understreger, at det er afgørende, at den kommende vækstplan gør det mere attraktivt at drive virksomhed i Danmark.

Berlingske Nyhedsbureau ville gerne have haft en kommentar fra finansminister Bjarne Corydon (S), der i øjeblikket forsøger at finde flertal for vækstpakken. Han henviser dog til Sofie Carsten Nielsen, der svarer på regeringens vegne.

Dagens Gossip