Regeringen forventer markant flere asylansøgere næste år

Skrevet af admin

19/11/2015

Dagens topnyheder

25.000.

Så mange asylansøgere ventes at komme til Danmark i løbet af 2016, viser et skøn, som er blevet offentliggjort fra Integrationsministeriet i forbindelse med fremlæggelsen af næste års finanslov.

Det er markant flere end de næsten 15.000 asylansøgere, der kom til Danmark i 2014, og som igen var en fordobling i forhold til året før.

Og det står i skærende kontrast til tidligere udsagn fra integrationsminister Inger Støjberg (V), der i valgkampen - da hun endnu ikke var minister - lovede vælgerne, at der ville komme færre asylansøgere til landet inden for et år, hvis Venstre vandt magten.

Spørgsmål: Inger Støjberg, du lovede jo færre asylansøgere, men med det her skøn, ser det jo ikke ud til, at der kan leveres på det?

- Nej, og det skal ses i lyset af den tilstrømning, vi ser i resten af Europa. Svenskerne siger, at de venter jo oppe omkring de 190.000 asylansøgere i år, tyskerne forventer op imod en million, og det skal jo ses i lyset af det, siger hun.

- Så alt andet lige må man sige, at de asylstramninger, vi har gennemført tidligere på året, de har haft en eller anden form for effekt.

I første omgang gennemførte regeringen sin bebudede såkaldte "straks-opbremsning" af asyltilstrømningen med blandt andet lavere ydelser til de nytilkomne.

Det fik ikke tilstrømningen til at falde.

Herefter bebudede regeringen nye stramninger, men inden de nåede at blive forhandlet på plads, indførte Sverige kontrol ved landets grænser, og samtidig viser tal fra Udlændingestyrelsen, at tilstrømningen til Danmark er vokset eksplosivt hen over efteråret.

Og nu har regeringen så spillet ud med i alt 34 nye stramninger, som nu hastebehandles i Folketinget.

Spørgsmål: Hvis der kommer flere end før, så er der jo ikke noget, der er bremset op?

- Alt andet lige, så mener jeg, at vi kan sige, at de asylstramninger, vi har gennemført, har haft en eller anden form for virkning. Og nu sidder vi netop og forhandler en meget, meget stor pakke asylstramninger, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ønsker at bremse tilstrømningen til Danmark, siger Inger Støjberg.

/ritzau/