Regeringen fremrykker beskatning af pension

Skrevet af admin

03/10/2014

Dagens topnyheder

Regeringen vil fremrykke beskatningen af milliarder af pensionskroner i den store pengetank Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det erfarer DR Nyheder.

Og ifølge TV2 Nyheder forlænges rabatten for kapitalpensioner ind i 2015 i forbindelse med den aftale, som regeringen, SF og Enhedslisten er blevet enige om.

Hidtil har det været muligt at betale 37,3 procent i skat i stedet for 40 procent, hvis man omlagde sin kapitalpension til en såkaldt aldersopsparing. Det er den ordning, der nu forlænges.

Finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) præsenterer initiativet senere fredag, oplyser Finansministeriet.

Ifølge DR Nyheder har regeringen aftalt med bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at beskatningen af de LD-pensioner, som folk over 60 år har, skal fremrykkes.

Det vil give staten en umiddelbar ekstraindtægt i omegnen af 10 milliarder kroner.

Tidligere skatteminister Holger K. Nielsen (SF) siger, at "det er en fornuftig pakke", som regeringen vi fremlægge.

- Rabatten på udbetaling af kapitalpension og nu også LD-opsparing kan sætte lidt mere gang i privatforbruget og dermed skabe job, siger han til den fremrykkede beskatning af pensionsmidlerne.

Den tidligere skatteminister siger, at forliget vil sikre, at der bliver råd til velfærd, investeringer og miljøindsats.

- Der er kort sagt tale om økonomisk ansvarlighed både i forhold til statens underskud og beskæftigelsen, siger Holger K. Nielsen.

Begge dele er et led i at skaffe flere penge til statskassen. Ved at forlænge rabatten på pensionsudbetalingerne fremrykker Skat en del af sine indtægter. Og det giver en bedring i det offentlige budget.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at underskuddet på de offentlige finanser sidste år landede på omkring 13 milliarder kroner svarende til 0,7 procent af bruttonationalproduktet, BNP.

Uden en rabat på omlægningen af kapitalpensionerne ville underskuddet være endt på omkring 47 milliarder kroner svarende til 2,5 procent af BNP.

/ritzau/