Regeringen giver mindre i udviklingsbistand end VK-regeringen

Regeringen fortsætter samtidig med at regne gældseftergivelse, klimabistand og udgifter til flygtninge med som udviklingsbistand, selv om regeringspartierne skarpt kritiserede den praksis, da de selv var i opposition, og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) indrømmer blankt, at regeringspartierne ikke har kunnet leve op til deres egne principper fra før valget.

»Det er entydigt rigtigt, at i forhold til en række af de kontante udmeldinger, vi kom med i opposition, der gør vi det på en anden måde. Der bruger vi de principper, der gælder internationalt, og rapporterer efter det,« siger han til avisen.

Udviklingsministeren mener dog, at det er for tidligt at konstatere, om udviklingsbistanden samlet set er faldet, da man først til foråret ved, hvor meget der rent faktisk er blevet udbetalt i 2013, og hvor stor en procent det så er af BNI.

Omvendt er det lykkedes at øge den del af udviklingsbistanden, der går til fattigdomsbekæmpelse, med knap 900 millioner kroner, mener han.

»Det går bestemt ikke så stærkt, som mange kunne ønske sig, og heller ikke så stærkt, som vi som regering havde troet, vi kunne. Men det skyldes, at krisen har været langt mere stædig og alvorlig, end vi havde forestillet os, da vi kom til. Og derfor går vi mere forsigtigt frem,« siger Christian Friis Bach.

I 2012 havde regeringen på finansloven afsat en stigning i bistanden på 234 millioner kroner i forhold til 2011, men i praksis endte det med et fald på 155 millioner kroner, blandt andet på grund af uroligheder i Mali og Sydsudan, der gjorde det svært at udbetale bistanden.

I 2013 er der afsat yderligere 366 millioner kroner, og på regeringens finanslovsforslag for 2014 er der endnu 228 millioner kroner at gøre godt med, men ifølge de seneste økonomiske opgørelser svarer det blot til udviklingen i BNI, så udviklingsbistanden forbliver på 0,83 procent, konkluderer analysen fra Timbuktu Fonden.

Hvis man trækker den del af bistanden fra, der ikke direkte går til fattigdomsbekæmpelse, men til klimabistand, flygtningeudgifter i Danmark, sikkerhedspolitik, gældseftergivelse og finansiering af FN-byen, for blot at nævne nogle punkter, udgør Danmarks fattigdomsorienterede udviklingsbistand blot 0,66 procent af BNI, skriver konsulent Morten Emil Hansen, der har forfattet analysen for Timbuktu Fonden.

Det er under FN-målsætningen på 0,7 procent.

Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl (Ø) kalder det pinligt, at regeringen losser store udgifter over på udviklingsbudgettet, som ikke har noget med fattigdomsbekæmpelse at gøre, og han giver ikke meget for ministerens forklaring.

»Den snak om krise er noget pjat. I krisetid stiger en procent af BNI jo ikke, hvis BNI ikke stiger.«

»De fattige betaler for, at vi tumler rundt med nogle skattelettelser fra den forrige regering, som vi ikke tør annullere,« siger Christian Juhl til Information.

Dagens Gossip