Regeringen giver Palæstina diplomatstatus

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) fortalte fredag om opgraderingen på et udenrigsministermøde i Stockholm, skriver det svenske nyhedsbureau TT ifølge Aftonbladet.

Det betyder, at Palæstinas Mission i København får de samme slags vilkår, som de fleste andre landes ambassader fungerer under.

Opgraderingen sker ifølge udenrigsministeren, fordi Palæstina under præsident Mahmoud Abbas har taget store skridt på vejen mod at gøre Palæstina til en rigtig stat, selv om Danmark fortsat ikke anerkender Palæstina som en stat. Her er holdningen i regeringen, at det bør ske som resultatet af en forhandlet to-statsløsning mellem israelerne og palæstinenserne.

Det er planen, at opgraderingen af palæstinenserne i Danmark er formelt på plads i løbet af 2013.

Finland har ligeledes besluttet at opgradere Palæstinas status. Dermed får palæstinensernes repræsentationer i både København og Helsingfors samme status som en ambassade.

Det betyder, at palæstinensernes repræsentanter i alle fem nordiske lande, herunder også Sverige, Norge og Island, kommer til at opnå samme status som andre landes diplomater.

Opgraderingen af palæstinensernes status i Danmark kommer, efter at et massivt flertal i FNs Generalforsamling i november sidste år stemte ja til at gøre Palæstina til en ikke-medlems observatørstat. Her stemte Danmark ja.

Det betød blandt andet, at palæstinenserne opnåede en række rettigheder i FN-regi, som de ikke havde før. De fik blandt andet mulighed for at tale i forsamlingen, men har dog ikke stemmeret.

Dagens Gossip