Regeringen halverer regningen fra omstridt energiafgift

Skrevet af admin

14/06/2016

Dagens topnyheder

Regningen for at omlægge PSO-afgiften kan ende med at blive omkring fire milliarder kroner. Det fremgår af et svar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Folketingets skatteudvalg.

I svaret skriver skatteministeren, at "en afskaffelse af PSO-afgiften skønnes at medføre et finansieringsbehov på cirka 3,8 milliarder kroner efter tilbageløb og adfærd".

Dermed kan hullet i statskassen ende med at blive mindre end de otte milliarder kroner, som en afskaffelse af PSO-afgiften umiddelbart koster.

Årsagen til halveringen er til dels, at der allerede er fundet finansiering på to milliarder kroner i vækstplanen fra 2014.

Og så har Skatteministeriet udregnet de økonomiske gevinster ved at flytte den grønne afgift fra elregningen og over på finansloven.

Det betyder ifølge cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen, at flere står til rådighed på arbejdsmarkedet:

- Når man fjerner PSO, så har det nogle positive effekter på arbejdsudbuddet, siger Mads Lundby Hansen til Børsen og tilføjer:

- Det er rigtig godt, at det kommer frem. For det viser med al tydelighed, at udfordringen er håndterbar, siger Mads Lundby Hansen.

Selvom regningen ender på de omkring 3,8 milliarder kroner, så ændrer det ikke i sig selv regeringens udspil til en løsning. Den lyder på, at bundskatten løbende skal hæves fra 2017 til 2021, så den til sidst vil være hævet med 0,31 procentpoint.

Samtidig vil regeringen i samme periode løbende beskære danskernes såkaldte personfradrag, så det til sidst vil være 1100 kroner mindre om året.

Ifølge tirsdagens udgave af Børsen er regeringen dog parat til lade erhvervslivet betale en del af omlægningen ved at skære i tilskudsordninger til erhvervslivet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kaldt det en "bunden opgave" at afskaffe PSO-afgiften med henvisning til, at EU-Kommissionen har pålagt regeringen at ændre eller skrotte PSO-afgiften, fordi den er traktatstridig.

Det skyldes, at den danske PSO også pålægges udenlandske selskaber, som ikke nyder godt af støtten til grøn omstilling i Danmark.

/ritzau/