Regeringen har ingen holdning til whistleblowerordning

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

Justitsminister Mette Frederiksen (S) har onsdag - efter at have svaret på terrorspørgsmål fra oppositionen i folketingssalen - været i åbent samråd i Folketingets Retsudvalg om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger.

Her ville Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, vide, hvad regeringens holdning er til, om der skal være en ordning, så offentligt ansatte kan ytre sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads uden at frygte at blive fyret.

Regeringens eget ekspertudvalg har blandt andet advaret mod at indføre en central whistleblowerordning.

Mette Frederiksen henviser til, at der er en betænkning til høring på området. Derfor kan hun ikke komme med regeringens holdning nu og her.

- Betænkningen er sendt i høring, og vi har sådan set tænkt os at respektere den høringsfase og give andre aktører mulighed for at give deres holdning til kende.

- Men selvfølgelig noterer vi os, hvor udvalget er delt, men også hvor udvalget er enige, siger Mette Frederiksen.

Høringsfristen er ifølge Mette Frederiksen 15. juni.

I regeringsgrundlaget lover Socialdemokraterne og De Radikale ellers, at de "vil sikre, at offentligt ansatte oplever, at de har mulighed for at ytre sig, hvis forholdene ikke er i orden, uden konsekvens for den enkeltes fremadrettede karrieremuligheder".

Pernille Skipper beskylder regeringen for at have været alt for langsom med sagen.

Nu er det kommende folketingsvalg rykket så tæt på, at der næppe kan nå at blive lavet et lovforslag, lyder kritikken fra både Enhedslisten og SF.

- Man har inden sidste valg på en snu måde sagt, at man handler en hel masse på offentlige ansattes ytringsfrihed, men man har absolut intet gjort alligevel. Fire år på regeringsposten, og der er sket nul, siger Pernille Skipper.

Mette Frederiksen ville dog gerne indrømme, at der er et problem at løse, da Pernille Skipper spurgte om det.

- Ja, vi er sådan set enige om, at der er et problem. Når der er offentlig ansatte, der ikke kender til deres muligheder og rettigheder, så er der et problem alene der, siger justitsministeren.

Ekspertudvalget har blandt andet konkluderet, at der "er stor forskel på forskellige myndigheder i den offentlige forvaltning", og derfor er det bedre, at "det i den enkelte myndighed overvejes, om det er hensigtsmæssigt" med en whistleblowerordning.

/ritzau/