Regeringen indstiller F-35 som Danmarks nye kampfly

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

Regeringen indstiller kampflyet F-35 (Joint Strike Fighter) til at være det kampfly, der skal erstatte Danmarks F-16-fly. Det erfarer TV2.

Mere præcist er det en ordre på 27 fly af typen F-35A Lightning II, der produceres af Lockheed Martin, som bliver regeringens anbefaling.

Nyt Kampfly Program-kontoret under Forsvarsministeriet har for kort tid siden afleveret sin evaluering af de tre kandidatfly - det fælleseuropæiske Eurofighter, og de to amerikanske fly F18 Super Hornet og F35 (Joint Strike Fighter).

Tidligere har Radio24Syv på baggrund af anonyme kilder berettet, at rapporten peger på F35 som det bedste bud på alle fire udvalgte parametre, selvom flyet ikke er i drift endnu.

Herefter er der lagt op til, at de øvrige partier (SF, R, K, S, DF, LA) får mulighed for at se rapporten, og forsvarsforligkredsen beslutter, hvad der skal være Danmarks kampfly i de næste i hvert fald 30 år.

De Konservative har allerede overfor TV2 oplyst, at de mener, at 27 fly er for lidt. De vil have 30 operative fly, siger Rasmus Jarlov til TV2 News.

/ritzau/