Regeringen klar med turisme-plan til efteråret

»Nu skal vi på baggrund af anbefalingerne i gang med at lave en vækstplan for turisme og oplevelsesøkonomi, som skal give os grundlaget for at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark,« siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) i en pressemeddelelse.

Vækstteamets anbefalinger fordeler sig inden for otte primære indsatsområder: 1) En stærk organisering og en samlet national strategi, 2) Revitalisering af dansk kystturisme, 3) Fælles strategisk markedsføring og branding, 4) Styrket international tilgængelighed, 5) Flere kultur-, viden- og sportsbegivenheder til Danmark, 6) Service og produktivitet skal være i top, 7) Digitalisering og ny markedskommunikation og 8) Rammebetingelse for lige konkurrencevilkår.

Annette Vilhelmsen kalder anbefalingerne »spændende«.

»Jeg glæder mig til at arbejde videre med anbefalingerne sammen med resten af regeringen. Jeg noterer mig blandt andet, at vækstteamet er optaget af, hvordan vi får del i det vækstpotentiale, som den internationale turisme oplever i disse år,« siger ministeren.

Vækstteamet understreger, at dansk turisme og oplevelsesøkonomi har et stort vækstpotentiale og kan bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse. I samme åndedrag konkluderer teamet, der tæller topchefer fra Tivoli, VisitDenmark og Wonderful Copenhagen, at Danmark skal tage skeen i den anden hånd. Hvis man fortsætter den nuværende kurs, vil det føre til yderligere tilbagegang.

»Med vores unikke natur, moderne byer og spændende kultur har vi et godt udgangspunkt for at tiltrække flere turister til Danmark. Forudsætningen for at det lykkes er, at vi arbejder sammen i branchen og på tværs af organisatoriske og administrative grænser,« siger Dorte Krak, vækstteamets formand, og tilføjer:

»Vi anbefaler blandt andet, at der kommer fokus på udvikling og kvalitet af vores turismeprodukt, og at vi samles om ét fælles udtryk, når vi markedsfører Danmark i udlandet«.

Dagens Gossip