Regeringen klar til at opgive skattestigning til aktieejere

Dermed ser regeringen ud til at følge kravene fra Venstre, Konservativ og Liberal Alliance.

»Deres forslag ville skabe negativ vækst, og det har været et nærmest ultimativt krav, at det skulle ud, hvis vi skulle med i en aftale,« siger skatte- og erhvervsordfører Brian Mikkelsen (K).

Der var ellers i regeringens udspil til vækstplanen lagt op til at hæve skattesatsen for aktieindkomst fra 42 til 43 procent, for uden den stigning ville hovedaktionærer få en skattefordel ud af at trække penge ud af virksomheden som aktieudbytte i stedet for som løn, når selskabsskatten nedsættes fra 25 procent til 22 procent.

Hævningen af aktieskatten skulle således annullere den skattefidus, og er et af de elementer, Socialdemokraterne og SF har fremhævet over for kritikerne af den lavere selskabsskat.

Og regeringen har også kun taget den hårdere beskatning af aktionærer med i sit udspil for at dæmpe de sure miner på venstrefløjen, mener Brian Mikkelsen.

»Regeringen har vel bare tænkt det som et alibi for skattelettelser, som man kunne bruge over for de mest hardcore venner i rød blok. Men hvis vi skal skabe vækst, skal der ikke være tidsler, der trækker i den gale retning,« siger han.

Enhedslistens medlem af Skatteudvalget, Stine Brix, ærgrer sig til gengæld og betegner den højere aktieskat som en af de få roser i vækstplanen.

»Det understreger desværre bare, at det er en pilskæv politik, regeringen fører med højrefløjen,« siger Stine Brix.

Dagens Gossip