Regeringen klar til at skære i støtte til vindmøller

Skrevet af admin

13/11/2013

Dagens topnyheder

For første gang taler regeringen åbent om at skære i den årlige milliardstøtte til vindmøller på land, skriver Jyllands-Posten onsdag.

Vindenergi bliver ellers betegnet som hjørnestenen i regeringens grønne energiplaner for Danmark.

Men ikke desto mindre sætter klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) nu støtten til vindmøller på land i spil.

- Ingen støtte varer evigt, og det er min klare intention, at støtten til vedvarende energi også skal ned i Danmark.

- Vi har gang i en afgifts- og tilskudsanalyse, og det kan godt være, at den giver anledning til, at vi skal kigge på støtten til landvind allerede i 2015, siger Martin Lidegaard til Jyllands-Posten.

Virksomheder og elkunder står i indeværende år til at betale 5,1 milliarder kroner i grøn elafgift. Ud af dem ventes det, at 3,4 milliarder kroner skal gå til vindmøller.

Folketingets største parti Venstre er parat til helt at skrotte støtten til landvindmøller.

- Med den teknologiske udvikling, der har været på området, skal landvind kunne stå på egne ben inden for en overskuelig årrække, siger klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt (V) til Jyllands-Posten.

/ritzau/