Regeringen kommer med over 100 tiltag til vækst i Danmark

Skrevet af admin

21/11/2015

Mest læste i dag

Der skal skabes vækst i Danmark.

Meldingen slår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast i sin åbningstale lørdag ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter.

- Derfor er vi i fuld gang med at udflytte næsten 4000 statslige arbejdspladser fra Hovedstaden til resten af landet. Vi flytter 20 hele institutioner og oven i det kommer alle de flytninger, hvor dele af en institution flyttes.

- 34 kommuner og 38 byer får glæde af nye statslige arbejdspladser. Og efter weekenden vil regeringen præsentere en samlet plan for, hvordan vi forbedrer udviklingsmulighederne i hele Danmark, siger Løkke.

Og det bliver en plan med mange punkter på papiret, må man forstå.

- Planen indeholder langt over 100 initiativer og de vil - hvis vi kan få dem alle gennemført - øge vores velstand med 2,5 milliarder kroner i alt i de kommende år. De mange initiativer falder inden for fem overordnede indsatsområder, siger Løkke.

Regeringen vil forbedre rammerne for landbrugs- og fødevareerhvervet. Den vil have bedre vilkår for produktion og investeringer, og den vil liberalisere planloven samt give bedre lokale udviklingsmuligheder.

Desuden vi regeringen forbedre mulighederne for at bo og leve i hele Danmark. Dertil kommer udflytningen af statslige arbejdspladser.

Løkke vil ikke gå i detaljer, men siger blandt andet:

- Staten skal simpelthen blande sig mindre, når gode projekter nyder bred, lokal opbakning. Det er trods alt lokalt, der hvor man lever livet, man har den stærkeste interesse i en balanceret og harmonisk udvikling.

- Derfor skal der være grænse for, hvor meget landspolitikere, lobbyister eller administratorer - fra en bekvem udkigspost i København K - skal kunne blande sig.

- Vi vil skabe bedre rammer for at bo og leve i hele landet. Derfor ønsker vi at bruge 300 millioner kroner til etablering af bredbånd de steder, hvor markedskræfterne ikke sikrer hurtig nok udrulning.

/ritzau/