Regeringen lancerer ny linje i fængslerne

Hårdere straffe til forbrydere kan betyde større pres på Danmarks i forvejen overfyldte fængsler, og det giver dårlige vilkår for både indsatte og ansatte.

Derfor lover regeringen, at det skal være slut med strengere straffe uden at sikre de nødvendige penge til Kriminalforsorgen, skriver Politiken.

Regeringspartierne kalder det et "paradigmeskift", som lanceres mandag, hvor Folketinget tager hul på forhandlingerne om Kriminalforsorgens økonomi.

Skiftet består i, at de tre partier selv vil følge det nye princip, men de kan dog ikke binde andre til det samme, erkender formanden for Folketingets Retsudvalg og retsordfører for SF, Karina Lorentzen:

- Den borgerlige regering foreslog en masse strafskærpelser, men så fuldstændig igennem fingre med, hvad det betød for Kriminalforsorgen, siger hun.

- Derfor står vi med et kæmpe og uoverstigeligt problem i dag, hvor der er presset indsatte ind i stort set hver sprække i fængslerne, tilføjer Karina Lorentzen over for Politiken.

Regeringens nye kurs mødes med jubel af støttepartiet Enhedslisten.

- VK-regeringen og Dansk Folkeparti satte straffen op hovedløst, siger retsordfører Pernille Skipper til Politiken.

- Det betød flere mennesker i fængsel, hvorfor forholdene i fængslerne for de indsatte og de ansatte er fuldstændig utilstedelige i dag. Det er fantastisk, at regeringen vil lave en regel, hvor man finansierer stramninger. Det er fornuftigt og logisk, tilføjer hun.

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, er helt uenig og mener, at man skal adskille straflængde fra finansiering af Kriminalforsorgen:

- Ellers risikerer man at bringe lovgivere i en situation, hvor man eksempelvis ønsker at straffe pædofili hårdere, men ikke kan finde pengene.

- Den forklaring vil jeg meget nødigt give til forældre til et barn, der er udsat for et overgreb. Det er nærmest usmageligt, siger han til Politiken.

Ifølge beregninger fra Justitsministeriet koster det årligt 500.000 kroner at etablere og drive en plads i et eksisterende åbent fængsel og 700.000 kroner årligt i et lukket fængsel.

Hvis fængslet skal nyetableres, er udgifterne 700.000 kroner årligt for en plads i et lukket fængsel og en million for en plads i et lukket fængsel.

Justitsminister Morten Bødskov (S) ønsker ikke at kommentere regeringens nye linje over for Politiken, inden forhandlingerne er i gang.

 

Dagens Gossip