Regeringen lover hurtig dansk godkendelse af klimaaftale fra Paris

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Danmark skal være blandt de første lande, der ratificerer den internationale klimaaftale, der blev indgået i december i Paris.

Det mener energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der vil fremsætte et beslutningsforslag om aftalen hurtigst muligt efter sommerferien.

- Regeringen vil gerne sende et klart signal til resten af det internationale samfund om, at der er behov for hurtig handling og troværdighed om klimaaftalen fra Paris, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Klimaaftalen skal træde i kraft i 2020 og skal holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til førindustrielt niveau og sigte efter at begrænse stigningen til 1,5 grader.

Men for at aftalen kan træde i kraft skal mindst 55 parter dækkende mindst 55 procent af de globale udledninger ratificere den. Desto hurtigere disse kriterier opfyldes, desto hurtigere vil Paris-aftalen træde i kraft, oplyser Lilleholts ministerium.

Regeringen lægger vægt på, at Danmark under ingen omstændigheder kommer til at forsinke EU’s samlede ratifikation, understreges det.

/ritzau/