Regeringen og Enhedslisten enige om dagpengeaftale

Aftalen mellem regeringen og Enhedslisten betyder blandt andet, at den særlige uddannelsesordning forlænges, således at de personer, som har opbrugt dagpengeretten i 2013, får ret til uddannelsesydelse frem til 31. december 2013.

Samtidig indføres der en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse gældende fra 1. januar 2014. Ydelsen skal gå til de personer, der har opbrugt dagpengeretten eller den særlige uddannelsesordning.

Parterne i Finansministeriet har fra starten af været enige om, at der var brug for at finde en løsning, men finansieringen af aftalen viste sig som en større knast i forhandlingerne, da Enhedslisten ikke mente, at a-kasse-medlemmerne skulle betale for den nye arbejdsmarkedsydelse gennem højere kontingent. Først mandag nåede man til enighed om en finansieringsform, som begge parter kunne acceptere.

Her er forhøjelsen af A-kasse kontingentet fjernet. Finansieringen af redningspakken kommer derimod fra tre forskellige områder: For det første fra beskæring af danskundervisning til udlændinge, hvilket også var en del af regeringens oprindelige udspil, for det andet bliver der hentet millionbeløb fra beskæftigelsesindsatsen, og til sidst har regeringen og Enhedslisten fundet pengeposer hist og pist på finansministeriets område.

Aftalen mellem regeringen og Enhedslisten kommer efter, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag i sidste uge præsenterede regeringens nye dagpengeudspil, »Ny og bedre indfasning af dagpengereformen.«

Udspillet fra Thorning kom i kølvandet på måneder med voksende pres fra blandt andre Enhedslisten, fagforeningerne og baglandet i S og SF. Kritikerne pegede på, at det var nødvendigt at hjælpe de dagpengemodtagere, der som følge af den tidligere regerings dagpengereform, indgået med støtte fra de Radikale og Dansk Folkeparti, stod til at miste dagpengeretten.

Ifølge regeringen egne beregninger opbrugte omkring 12.500 personer deres dagpengeret i de første tre måneder af 2013, og man forventede desuden, at omkring 27.000 til 32.000 personer ville opbruge dagpengeretten i 2013.

Dagens Gossip