Regeringen og Enhedslisten fører annoncekrig i aviserne

Skrevet af admin

30/11/2013

Dagens topnyheder

Socialdemokraterne og Enhedslisten peger fingre af hinanden i annoncekampagner i de landsdækkende aviser i kølvandet på den finanslov, der overraskende blev indgået mellem regeringen, Venstre og De Konservative tirsdag aften.

Efter den blå aftale har både Socialdemokraterne og Enhedslisten travlt med at forklare vælgerne, hvad der egentlig ligger bag partiernes uenighed.

Det fik Socialdemokraterne til at indrykke en avisannonce, hvor partiet blandt andet går til angreb på sit parlamentariske grundlag.

- Enhedslisten blev ved med at sige nej, nej og atter nej til regeringens tilbud. Vi tog ansvar, står der i annoncen.

Lørdag går Enhedslisten dog til modangreb og spørger i sin annonce: "Er det også Enhedslistens skyld, hvis vi ikke får hvid jul?".

- Det er vigtigt, at vi kommer med et svar på anklagerne og får nuanceret det billede, som Socialdemokraterne forsøger at tegne af, at det kun er Enhedslistens skyld, at vi ikke kunne blive enige, siger partiets gruppeformand, Stine Brix.

- Regeringen tog et valg om at lave en blå finanslovaftale. Det er fair nok, men så må de også tage ansvar for det, uddyber hun og kalder samtidig Socialdemokraternes annoncebudskab for "en lille smule plat".

Ifølge Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, er der dog ikke tale om en krig fra deres side.

- Det var jo ren folkeoplysning. Det er vigtigt, at danskerne kender indholdet af aftalen og begrundelsen for, hvorfor det endte, som det gjorde, siger han.

Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, peger på, at skytset blev rettet mod Enhedslisten, fordi partiet ikke kunne finde ud af at slå til.

- Vi forhandlede i otte uger på 33 møder, men på et tidspunkt skal landet jo have en finanslov. Annoncen udstiller kun Enhedslistens egen uformåenhed til at sparke et straffespark i mål, siger han.

Begge partier slår dog fast, at de nu håber på et godt samarbejde i fremtiden.

SF kører i disse dage også en annoncekampagne om "de mange gode røde resultater, finansloven mundede ud i".

/ritzau/