Regeringen og Enhedslisten forhandler igen om dagpengene

Det forventes ikke, at der kommer en afklaring i denne omgang, og der er derfor planlagt flere forhandlinger både lørdag aften og søndag.

Lørdag morgen gav Finansministeriet udtryk for, at dagen ikke bød på officielle forhandlinger, men alligevel har der været hektisk aktivitet bag kulisserne.

Christian Juhl (Ø) vurderede dog tidligere, at parterne ikke er kommet tættere på hinanden.

»Vi vil prøve at komme videre med de knaster, der er. Vi skal have finansieringen på plads, og så skal vi kigge på nogle af de indholdsmæssige ting, som ikke er så fornuftige. Jeg håber, vi kommer til begge dele,« sagde han.

Ifølge Christian Juhl haster det for regeringen at få en aftale på plads:

»Regeringen mener, at vi skal være færdige på tirsdag. Det kan vi sagtens. Vi kan være færdige i aften, hvis det skulle være, men det forudsætter, at en af parterne giver sig i forhold til finansieringen, så vi kan gå videre. Så ligger der en række ting på den flade hånd, som vi bare lige kan gå til. Regeringen vil helst have finansieringen på plads, før vi taler indhold - jeg vil helst snakke indhold før finansiering.«

Spørgsmål: Kan spørgsmålet om finansiering blokere for en aftale?

»Det håber jeg ikke. Jeg håber, vi finder en løsning. Der er så mange finansieringsmuligheder. Det er ikke syv herregårde, vi skal have købt - det er til at overskue,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV