Regeringen og oprørere bryder lokal våbenhvile i Syrien

Skrevet af admin

29/08/2015

Mest læste i dag

En kortvarig våbenhvile mellem syriske regeringsstyrker og oprørsgrupper i tre vigtige byer sluttede lørdag, da de stridende parter genoptog kampe og beskydning af hinanden, oplyser overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Regeringssoldater, heriblandt Libanons shiamuslimske Hizbollah-milits, var blevet enige om en 48-timers våbenhvile indtil daggry lørdag i en oprørsbastion og to regeringskontrollerede landsbyer.

- Våbenhvilen er brudt i Zabadani, al-Foua og Kefraya her til morgen. Der er sammenstød og angreb i Zabadani, mens oprørerne sender granater ind over al-Foua og Kefraya, siger Rami Abdel Rahman, leder af den syriske menneskerettighedsgruppe, der er baseret i London.

Men han kan ikke sige noget om, hvem der begyndte med beskydningen, og om der var nogen dræbte eller tilskadekomne.

Al-Foua og Kefraya, der er de sidste to landsbyer, kontrolleret af regimet i Syriens nordvestlige Idlib-provins, har været omringet af en sammenslutning af oprørere, der blandt andet omfatter Al-Nusra Fronten, der er tilknyttet terrornetværket al-Qaeda.

Våbenhvilen kom i stand efter en voldsom offensiv mod Zabadani langs Syriens grænse til Libanon, gennemført af regeringsstyrker tidligere i sidste måned.

Det er anden gang, at en lokal våbenhvile er blevet brudt i de tre byer i denne måned.

Den første våbenhvile blev indledt 12. august som en 48-timers våbenhvile, og den blev forlænget med en dag, da forhandlere forsøgte, men i den sidste ende ikke lykkedes at få en bred aftale på plads.

De tidligere forhandlinger vaklede, inden der blev opnået en aftale om tilbagetrækning af krigere fra Zabadani og evakuering af civile fra al-Foua og Kefraya.

Oprørerne har også krævet frigivelse af fanger, der tilbageholdes af regimet.

Flere end 240.000 mennesker er blevet dræbt, siden konflikten i Syrien brød ud i marts 2011, og halvdelen af landets indbyggere er blevet fordrevet af krigen.

/ritzau/AFP