Regeringen overvejer at justere på overførselsindkomster

Skrevet af admin

21/05/2016

Dagens topnyheder

I jagten på et større økonomisk råderum overvejer regeringspartiet Venstre at pille ved størrelsen på dagpenge, kontanthjælp og andre overførselsindkomster, der kan ende med at stige mindre end planlagt, når regeringen præsenterer en ny langvarig plan for dansk økonomi.

Det skriver Politiken.

Allerede i dag har dagpenge, kontanthjælp, efterløn samt førtids- og folkepension som følge af S-R-SF-regeringens skattereform fået et nøk nedad i perioden 2016 til 2023.

En forlængelse af den ordning er med i overvejelserne, når Venstre blandt andet skal finde penge til skattelettelser, siger partiets finansordfører, Jacob Jensen.

- Vi overvejer mange ting for at skaffe et større økonomisk råderum. Det er endnu for tidligt at forholde sig til helt konkrete forslag i forhold til regeringens 2025-plan, der kommer efter sommerferien. Men det er klart, at vi tager også de erfaringer med i vores overvejelser, som den tidligere regering hentede blandt andet i forhold til overførselsindkomsternes regulering, siger Jacob Jensen til Politiken.

Den såkaldt afdæmpede regulering af overførselsindkomsterne blev indført med skattereformen fra 2012, hvor S-R-SF-regeringen besluttede, at overførselsindkomsterne ikke længere skal følge den almindelige lønudvikling.

Og her kan der være milliarder at hente. Ifølge aftalen fra 2012 betyder den samlede afdæmpede regulering på 5,1 procentpoint over hele perioden et øget råderum på 3,8 milliarder kroner.

De fleste penge kommer, fordi overførslerne stiger mindre end hidtil planlagt. I sig selv giver det 2,2 milliarder kroner. Hertil kommer, at de lavere ydelser øger den økonomiske gevinst ved beskæftigelse i en grad, så det skønnes at få flere i arbejde.

På den baggrund er forventningen, at det styrker de offentlige finanser med yderligere 1,6 milliarder kroner.

Allerede på onsdag og torsdag i den kommende uge tager statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for alvor hul på diskussionen om en 2025-plan med en konference på Marienborg, hvor økonomer, erhvervsledere og andre er indbudt til at komme med bud på løsninger, der skal tage hånd om udfordringerne.

/ritzau/