Regeringen presses på øremærket barsel

Skrevet af admin

05/06/2015

Dagens topnyheder

Kravet om øremærket barsel til mænd lever i bedste velgående, selv om regeringen skrinlagde det i efteråret 2013.

Flere partier kræver forslaget genindført, hvis Helle Thorning-Schmidt (S) "skal fortsætte som statsminister med et rødt flertal i ryggen", skriver DR Nyheder.

Kravet kommer fra SF, Enhedslisten og Alternativet. Samtidig siger tre radikale folketingsmedlemmer til DR, at de også ønsker forslaget genindført, hvis regeringen får endnu en periode. Et af dem er den tidligere ligestillingsordfører Marlene Borst Hansen.

- Der er ingen tvivl om, at når vi undrer os over, hvorfor vi ikke har fuldstændig ligeløn, så er barslen en del af både udfordringen og løsningen, siger hun til Ritzau.

- Det er et af de ligestillingspolitiske værktøjer, som vil rykke ved nogle af de ubalancer, vi stadig kan se på arbejdsmarkedet.

Både SF og Enhedslisten har i anledning af grundlovsdagen fremlagt en række konkrete punkter, som de mener, rød blok bør vedtage, hvis regeringen får endnu en periode. Her peger begge partier blandt andet på øremærket barsel til mænd.

Det var oprindeligt en del af S-R-SF-regeringens regeringsgrundlag at sikre op til tre måneders øremærket barsel til mænd, men løftet blev droppet i efteråret 2013.

Socialdemokratiets ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, har tidligere udtalt sig positivt om øremærket barsel til mænd, men lige nu ligger hans fokus på valgkampen, fortæller han.

- Der er sket rigtig meget på ligestillingsområdet de sidste par år. Men det er kun godt, at der stadig er folk, der presser på. Jeg synes, det er helt reelt at sige, at man gerne vil have mere ligestilling.

- Men jeg synes, det interessante er at snakke om, hvordan vi vinder det her valg. For der er en verden til forskel på den ligestillingspolitik, vi og Venstre vil føre. Det er det, jeg har at sige til denne her debat.

/ritzau/