Regeringen sår tvivl om undersøgelse af solcellesagen

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Kort tid inden Rigsrevisionen kaster sig ud i en omfattende undersøgelse af den såkaldte solcellesag, som tidligere på året kostede klimaminister Martin Lidegaard (R) en næse, sætter fire af regeringens topministre nu spørgsmålstegn ved dele af undersøgelsen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomiminister Margrethe Vestager (R), socialminister Annette Vilhelmsen (SF) og finansminister Bjarne Corydon (S), mener ikke, at Rigsrevisionen skal vurdere kvaliteten af det lovforberedende arbejde, som der ellers er lagt op til.

Det har de fire ministre skrevet i et brev til Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), oplyser finansministeren til Ritzau.

- Det her er et område, som Rigsrevisionen ikke normalt beskæftiger sig med.

- Rent principielt må det i sidste ende være ministeren i det pågældende ministerium, som må beslutte, om han eller hun vil fremsætte et lovforslag og efterfølgende på almindelige politisk vis stå på mål for det valg, som er truffet, siger Corydon.

Ifølge finansministeren beskæftiger Rigsrevisionen sig typisk med at vurdere, om ministrene forvalter de love, som Folketinget har vedtaget, på korrekt vis, og om der er givet korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget.

I solcellesagen lægges der derimod op til, at Rigsrevisionen også skal vurdere lovarbejdet, inden et lovforslag er fremlagt.

Men da der kun findes få kriterier, som lovforberedende arbejde kan bedømmes ud fra, er der en risiko for, at "Rigsrevisionen reelt vil blive normsættende for det lovforberedende arbejde, hvilket principielt er problematisk".

- Lad mig understrege, at regeringen naturligvis er fuldt ud indstillet på at samarbejde med Rigsrevisionen.

- Og i den konkrete sag er det også kun en mindre del af den samlede undersøgelse, som vi nu rejser dette principielle spørgsmål omkring, siger Corydon.

Regeringen afventer nu et svar fra Mogens Lykketoft.

Solcellesagen drejer sig om flere huller i solcelleloven, som utilsigtet gav særdeles lukrative ordninger i forhold til opsætning af solceller. Det vil over de kommende år koste staten flere hundrede millioner kroner.

/ritzau/