Regeringen sænker antallet af forventede asylansøgere

2500 færre asylansøgere.

På kort tid er regeringens forventning til antallet af asylansøgere, der vil komme til Danmark, faldet drastisk.

I sidste uge sagde justitsminister Karen Hækkerup (S), at regeringen forventer 10.000 asylansøgere til Danmark i år. Alligevel har regeringen i sin finanslov for 2015 valgt kun at regne med 7500 årlige asylansøgere de næste fire år, skriver Jyllands-Posten.

Og den prognose er for lav, mener Dansk Flygtningehjælp, der følger flygtningestrømmene tæt.

- Den seneste udvikling betyder, at vi efter alt at dømme kommer op på 10.000 asylansøgere i år og måske endnu flere. Hvis vi kigger på konfliktmønstrene ude i verden, tyder det på, at det kommende år kommer til at ligne 2014, siger generalsekretær Andreas Kamm til Jyllands-Posten og opfordrer regeringen til at revidere tallene.

Regeringens forventning om færre asylansøgere giver ny næring til udlændingedebatten.

- Regeringen siger, at den ikke vil stramme asylreglerne, så det kan ikke forklare, hvorfor tallet skulle falde. Så ved jeg ikke, om den har noget kaffegrums, vi andre ikke har adgang til, hvor den kan se, at konflikterne i blandt andet Syrien vil stilne af, siger integrationsordfører Martin Geertsen (V) til Jyllands-Posten.

Enhedslisten mener, at antallet er svært at forudse frem til 2018, men vurderer, at det er et lavt skøn, mens Dansk Folkeparti mener, at regeringen forsøger at tegne et skønmaleri.

Karen Hækkerup ønsker ikke at kommentere sagen, men henviser til integrationsordfører Mette Reissmann (S).

Hun påpeger, at det er svært at lave prognoser over krige og forfulgte i verden, men at regeringen vil opdatere forventningerne, når man kender udviklingen.

/ritzau/

Dagens Gossip