Regeringen sænker håbet for dansk økonomi

Det fremgår af Økonomisk Redegørelse, der netop er offentliggjort.

Endnu engang har regeringen haft hækkesaksen fremme og gjort et ordentlig indhug i sit vækstskøn for dansk økonomi. I Økonomisk Redegørelse, som økonomi - og indenrigsminister Margrethe Vestager netop har offentliggjort, forudser regeringen en BNP-vækst på 0,5 procent i år og 1,6 procent næste år.

Det er ellers mindre end en måned siden, at regeringen i sin Konvergensrapport forudsagde en BNP-vækst på 0,7 procent. Og går vi et halvt år tilbage i tiden, lød regeringens vækstskøn i den seneste Økonomiske Redegørelse væsentligt højere, nemlig på 1,2 procent.

»Den store nedjustering af vækstskønnet for 2013 for 2013 i forhold til Økonomisk Redegørelse fra december 2012, skyldes primært, at 2012 sluttede meget svagt, og udgangspunktet for fremgangen i 2013 derfor er meget lavt,« lyder det i en pressemeddelelse fra Økonomi - og indenrigsministeriet.

Forklaringen lyder, at vi i løbet af 2013 stadig vil være mærket af effekterne af en tilbagegang i produktionen i slutningen af 2012. Det ventes at føre til et fald i beskæftigelsen i første halvdel af 2013, men herefter vil beskæftigelsen ifølge regeringen gradvist stige frem mod slutningen af året.

»Det afspejler, at der i en række private erhverv med forholdsvis stort beskæftigelsesindhold i produktionen er sket en vis indhentning af et stort konjunkturbetinget fald i produktivitet i forbindelse med tilbageslaget i 2008-09. Beskæftigelsesudviklingen i særligt de konkurrenceudsatte erhverv hæmmes dog stadig af en relativ svag produktivitetsudvikling i årene op til krisen,« lyder det i pressemeddelelsen.

Vækstskønnet ligger i den høje ende af skalaen i forhold til de seneste prognoser, der er kommet fra makroøkonomer i landets store banker. Danske Bank forventer en vækst på 0,25 procent i år, mens Nykredit er blandt de mest pessimistiske med et skøn på 0,1 procent.

Regeringen erkender da også, at der er usikkerhed forbundet med dagens forudsigelser.

»Konjunkturudsigterne er fortsat præget af betydelig usikkerhed. Risikoen for et opbrud i euroområdet er dog reduceret markant gennem det seneste års tid. Det er lagt til grund, at der sker en bedring af konjunktursituationen. i den internationale økonomi gennem 2013 - især i euroområdet - og det vil afføde større tillid til den økonomiske udvikling, også herhjemme,« lyder det i pressemeddelelsen.

Regeringen forventer, at beskæftigelsen vil være steget med 8000 personer i 2014 i forhold til 2012.

Det offentlige underskud skønnes at blive på 1,2 procent af BNP i 2013 og 1,6 procent af BNP i 2014.

Dagens Gossip

Dagens TV