Regeringen skal ikke spørge Folketinget om jobudflytning

Skrevet af admin

01/10/2015

Dagens topnyheder

Størstedelen af planen om udflytningen af statslige arbejdspladser ud fra hovedstaden kan føres ud i livet af regeringen, uden at der skal findes flertal i folketingssalen.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Det her er regeringens plan, og den kan regeringen eksekvere på. Der er nogle ganske få steder, der er omfattet af lovgivning, og der er vi afhængige af, at vi kan komme gennem Folketinget, siger han og tilføjer:

- Men ud over det er det vores ansvar at indrette statens administration, ligesom det er i dag.

Allerede inden regeringen torsdag løftede sløret for sit indsats ude i landet, har Dansk Folkeparti på forhånd meldt sin støtte til forslaget.

Lars Løkke Rasmussen nævner Dansk Institut for Internationale Studier og Arbejdsskadestyrelsen som eksempler, der skal testes i Folketinget.

Dansk Institut for Internationale Studier har allerede i en pressemeddelelse erklæret sin kritik af forslaget og kalder det et "videnstab for befolkningen og Folketinget".

Regeringen vil bruge 400 millioner kroner på at flytte 3900 arbejdspladser til 38 byer i provinsen. Det er den største udflytning nogensinde, fastslår statsministeren under præsentationen af regeringens plan.

De 38 byer er placeret i i alt 25 kommunerne, som dermed får et løft i antallet af lokale arbejdspladser. Øvelsen vil især ramme mange statsansatte i København, der enten skal finde nyt job eller flytte til provinsen.

Regeringen oplyser, at mere end hver tiende statslige ansatte - når man fraregner politifolk og gymnasielærere - bliver flyttet ud af København.

/ritzau/