Regeringen tager til genmæle: Cevea-tal holder ikke

Skrevet af admin

18/04/2014

Mest læste i dag

Regeringen går drastisk til værks over for tænketankens Ceveas konklusioner om, at uligheden er steget mest i Danmark i perioden 2005 til 2012, og at Danmark ikke længere er verdens mest lige land.

- Cevea-analysen misinformerer om ulighed, og der er ikke belæg for de konklusioner, som Cevea drager på baggrund af analysen, hedder det i en fælles erklæring fra Finansministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Regeringen tager til genmæle efter, at Cevea-analysen blev omtalt i medierne torsdag og affødte en lang række politiske reaktioner og debat.

- Realiteten er, at uligheden steg mest i slutningen af nullerne, blandt andet i lyset af udviklingen i boligpriserne, og den var uændret fra 2010 til 2011. 2012 er ikke dækket af Ceveas data, skriver ministerierne i erklæringen.

Tænketanken bruger den indikator for ulighed, som bruges af Eurostat, EU's statistiske kontor. Den kaldes ginikoefficienten, men Cevea bruger oplysningerne forkert, lyder det fra de to økonomiske ministerier.

- For det første dækker oplysningerne ikke perioden 2005 til 2012. Cevea har formentlig taget fejl af årstallet i Eurostats statistikbank, der refererer til interviewtidspunktet.

- Opgørelsen er nemlig baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt få tusinde danskere, som suppleres med indkomstoplysninger året før.

- Det betyder, at indkomstoplysningerne dækker perioden 2004 til 2011, og dermed kan de ikke bruges til noget om udviklingen i indkomstforskellene under den nuværende regering, hedder det videre fra de to ministerier.

Cevea konkluderer, at hvis udviklingen fortsætter, som den gjorde fra 2005-2012, vil uligheden i Danmark i 2020 ligge på samme niveau, som Rumænien og Bulgarien gør i dag.

- Der er uden fagligt grundlag at fremskrive det samlede mål for uligheden uden at basere det på udviklingen i familiernes indkomster og årsagerne til denne.

- Hertil kommer, at de af Cevea anvendte data ikke kan bruges over tid. Dermed er fremskrivningen i realiteten uden både datamæssig og teoretisk grundlag, skriver Finansministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Ministerierne peger på, at opgørelsen fra Eurostat generelt er forbundet med stor usikkerhed, især før 2010.

/ritzau/