Regeringen udskyder forbud mod farlige stoffer

Det står klart, efter at regeringen har været nødt til at udskyde at gennemføre et forbud mod fire typer af de såkaldte ftalater. De stoffer, der bruges til at blødgøre plastik i blandt andet haveslanger og gummistøvler.

Forbuddet skulle være trådt i kraft i december i år, men det bliver nu udskudt i to år, oplyser Miljøministeriet.

»Det vigtigste for mig er at sikre forbrugerne, men det skal gøres på en holdbar og effektiv måde. Vi har haft en dialog med brancherne om problemet, og jeg er glad for, at vi har en fælles forståelse for nødvendigheden af at komme af med de her stoffer. Det er et sejt træk at påvirke en global produktion, men det er det, vi går efter,« siger fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF) i en pressemeddelelse.

Årsagen til det udskudte forbud skal findes i, at de fire ftalater er mere udbredte end ventet, og at producenterne ikke kan udfase det så hurtigt, som regeringen havde planlagt.

Miljøorganisationen Det Økologiske Råd og Forbrugerrådet beklager dog regeringens beslutning, som organisationerne frygter især vil ramme børn og gravide. »Megen forskning viser, at ftalaterne er hormonforstyrrende, og at fostre og småbørn har særlig risiko for skader på kønsorganer og kommende fertilitet,« skriver Det Økologiske Råd i en skriftlig kommentar.

Organisationen peger på, at det ikke er nødvendigt at udskyde forbuddet i mere end et halvt år, og i Forbrugerrådet mener seniorrådgiver Claus Jørgensen, at virksomhederne har haft god tid til at udfase de farlige stoffer. Brancherne blev orienteret på EU-plan i 2011, og derfor bør miljøministeren tænke sig om en ekstra gang, understreger han.

»Vi opfordrer ministeren til at genoverveje udsættelsen. I modsat fald bør der som minimum indføres en mærkningsordning, så produkter med ftalater bliver synlige, og forbrugere dermed kan tage et aktivt til- eller fravalg,« siger Claus Jørgensen i en pressemeddelelse.

Dansk Erhverv har tidligere peget på, at hvis regeringen gennemfører sit forbud, så vil det blive svært at anskaffe sig en computer. Den vil nemlig rumme plastikblødgørere i blandt andet hardwaren.

Dagens Gossip