Regeringen udskyder udskældt brændeafgift

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Brændeovnsejere, landmænd og husejere, der for eksempel planlægger at bygge et raftehegn kan fejre nytår med ro i sindet.

Den såkaldte brændeafgift på træ er udskudt, skriver Jyllands-Posten.

Det erkender skatteminister Holger K. Nielsen (SF), som efter massiv kritik har opgivet at indføre afgiften fra 1. januar.

- Dette arbejde har givet anledning til nogle overvejelser om, hvordan vi konstruerer den her afgift på den mest hensigtsmæssige måde. Derfor kommer lovforslaget ikke på denne side af nytår, siger han i et skriftligt svar.

Her kalder han også afgiften "en teknisk kompliceret opgave".

Afgiften var oprindelig aftalt sammen med både Venstre og Konservative, men i dag er begge partier modstandere af afgiften.

- Vi er gået med til at lave en forsyningssikkerhedsafgift, men det er jo vanvid, at du ikke kan købe en pose flis til haven uden at betale en afgift. Det vil vi ikke være med til, siger Venstre-ordfører Thomas Danielsen.

Han nægter at bære afgiften igennem, så længe den rammer haveejere og andre, som ikke var målgruppen.

Regeringens foreslåede model frygtes at medføre et svært bureaukrati - blandt andet fordi borgerne selv skal dokumentere, om indkøbt træ skal brændes i ovnen eller for eksempel bruges som flis i haven.

De Konservative, der tidligt sagde, at partiet ville nedlægge veto mod en brændeafgift, glæder sig over, at regeringen nu har udskudt brændeafgiften.

Brændeafgiften er en del af en større forsyningssikkerhedsafgift, som skal give staten adskillige milliarder.

/ritzau/