Regeringen varsler nye metoder over for stofmisbrugere

Det fastslår socialminister Karen Hækkerup (S) under en debat om misbrugspolitik på Folkemødet på Bornholm.

»Der er brug for en total kursændring. De metoder, vi har i dag, er ikke gode nok, og vi er rigtig elendige til at hjælpe dem, der står i en misbrugssituation,« siger Karen Hækkerup.

Vi har i Danmark ikke de bedste erfaringer med at yde hjælp til misbrugere, så der er blandt andet brug for at lade sig inspirere af indsatserne i andre lande, siger hun.

»Der er brug for en ambitiøs, helhedsorienteret indsats, der ikke kun handler om selve misbruget, men også om grunden til misbruget. Derfor er der grund til at ændre indsatsen for misbrugere, så den handler om det hele menneske,« siger socialministeren.

Venstres forebyggelsesordfører, Jane Heitmann (V), deltog også i debatten om stofmisbrug, og hun savner ligeledes en samlet indsats for misbrugere. I dag er der for mange hænder om at dæmme op for misbruget, og dermed lander indsatsen for ofte mellem to stole, siger hun.

»Det er et kæmpe problem, når man fordeler ansvaret på rigtig mange hænder, for så er der ingen, der tager ansvar. Jeg forstår ikke, at man ikke går i dialog på ministerkontorerne,« siger Jane Heitmann.

»Målet med behandlingen skal være, at man som misbruger når til et punkt, hvor man kan bidrage med noget igen. Målet må være, at man bliver stoffri. Der fokuseres på harm-reduction med eksempelvis fixerum, hvor vi parkerer misbrugerne passivt og lukker døren, så vi kan glemme, at de er der. Vi må da være mere ambitiøse end det og have et klart politisk signal,« siger hun.

Socialminister Karen Hækkerup lancerede i efteråret en plan for behandling af stofmisbrugere. Det blev der afsat 103 millioner kroner til.

Der er omkring 16.000 registrerede stofmisbrugere i Danmark.

Dagens Gossip