Regeringen vil bruge millioner på civilindsats mod IS

Skrevet af admin

17/04/2016

Mest læste i dag

På tirsdag bliver Danmark et af de lande i verden, der bidrager mest per indbygger til den militære kamp mod Islamisk Stat.

Her vil et flertal i Folketinget stemme for at bruge 300 millioner kroner på at indsætte syv kampfly og en styrke på i alt 400 mand mod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Men den militære indsats kommer ikke til at stå alene.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) gør nu klar til at supplere de danske styrker med en civil indsats, der ventes at strække sig over flere år og løbe op i et trecifret millionbeløb.

Et af målene for indsatsen bliver ifølge Kristian Jensen at stoppe fortællingen om Islamisk Stat som en "usårlig magt":

- Isil (et andet navn for Islamisk Stat, red.) har været meget, meget gode til at fortælle unge ikke bare i Mellemøsten, men også i Nordafrika, Europa og Danmark, at de er den rigtige udgave af islam. At de er succesfulde. At de kan vinde.

- Vi skal stoppe illusionen om, at Isil er så succesfuld. Vi skal have dræbt deres propagandamaskine, siger Kristian Jensen til Ritzau.

Ud over et militært nederlag skal "propagandakrigen" vindes ved at dokumentere Islamisk Stats gerninger og sikre uddannelse af journalister og andre, som lokalt kan fortælle befolkningen, hvad Islamisk Stat egentlig står for.

Samtidig vil Danmark og de øvrige lande i koalitionen sørge for ordentlige levevilkår for civilbefolkningen, så snart Islamisk Stat bliver trængt ud af et område.

Her lægger udenrigsministeren blandt andet op til at støtte lokale grupper. Men der kan også blive tale om at sende danskere af sted, hvis hjælpeorganisationerne vil være med.

- Hvis man måler på økonomi, så vil den militære del næsten altid koste mest, fordi krig er ufatteligt dyr. Men den militære indsats kan ikke stå alene. Vi kan ikke bombe os ud af problemerne med Isil. Derfor skal civile metoder have en fremtrædende plads i strategien, siger Kristian Jensen.

Han vil senere i år fremlægge regeringens udspil og indkalde Folketingets partier til forhandlinger. Pengene skal tages fra udviklingsbistanden:

- Jeg håber på, at det vil være muligt at lave omprioriteringer inden for udviklingsbistanden, så vi kan fokusere mere på at stoppe migration og sikre nærområderne. Det betyder, at nogle af de indsatser, vi har andre steder i verden, måske skal balanceres på en anden måde.

Spørgsmål: Balanceres på en anden måde – det betyder vel "skåret ned"?

- Det betyder, at vi bruger færre penge andre steder, for at vi kan bruge flere penge i Irak og Syrien. Man skal huske på, at der næppe er noget sted i verden, hvor det er mere aktuelt at bruge udviklingsbistand, end i Irak og Syrien, siger Kristian Jensen.

Han afviser at pege på, hvilke andre lande der til gengæld vil få færre midler, når den nye indsats sættes i værk.

/ritzau/