Regeringen vil give flere rockere dobbelt straf

Skrevet af admin

29/10/2013

Dagens topnyheder

Regeringen vil gøre det lettere at bruge den såkaldte bandebestemmelse, som kan give dobbelt straf til bande- og rockermedlemmer, der begår alvorlige forbrydelser.

Det er en del af den bandepakke, som justitsminister Morten Bødskov (S) fremlægger tirsdag.

- Regeringen er fast besluttet på at forstærke den samlede indsats over for rocker- og bandekriminaliteten. Den hårde kerne, der har valgt kriminalitet som levevej, skal ikke forvente nogen form for tolerance.

- De skal væk fra gaden, så der bliver plads til at forstærke den forebyggende indsats. De rocker- og bandemedlemmer, der ønsker at forlade miljøet, skal til gengæld også have bedre mulighed for det, siger Morten Bødskov.

I dag er der en række forudsætninger, der skal opfyldes, før en dommer må idømme op til dobbeltstraf. Blandt andet skal lovovertrædelsen have baggrund i et igangværende "gensidigt opgør", hvor der "flere gange" har været anvendt skydevåben.

Fremover skal det ifølge regeringen være tilstrækkeligt, at den aktuelle lovovertrædelse har baggrund i en "konflikt", hvor der blot én gang tidligere er anvendt skydevåben.

Den lettere adgang til at idømme op mod dobbeltstraf skal forebygge, at konflikter optrappes.

Mandag kom det frem, at regeringen også vil skærpe straffen for at blive taget med skydevåben på åben gade.

I dag giver det en fængselsstraf på mindst et år, hvis man bliver taget for ulovlig besiddelse af skydevåben - uanset om det er på bopælen eller på åben gade.

Fremover skal det straffes med mindst et år og tre måneders fængsel at være i ulovlig besiddelse af skydevåben på offentligt tilgængelige steder.

Og det skal give mindst et år og seks måneders fængsel, hvis man også er i besiddelse af ammunition.

Et andet element i bandepakken bliver, at dømte rockere og bandemedlemmer kan få afslag på udgang og prøveløsladelser fra fængslet, hvis der er et bandeopgør i gang.

Regeringen ønsker også at forstærke den forebyggende indsats og den såkaldte exit-indsats. Det sidste skal sikre bedre hjælp til personer, som reelt ønsker at forlade rocker- og bandemiljøet

Regeringen vil blandt andet oprette en pulje til finansiering af særlige exit-tiltag, herunder midlertidig og hurtig flytning, fjernelse af tatoveringer og psykologiske test af ikke-registrerede exit-kandidater.

/ritzau/