Regeringen vil give matchfixere kamp til stregen

Skrevet af admin

30/09/2014

Dagens topnyheder

Matchfixing skal være så svært at organisere, at det ikke opstår. Slet ikke i Danmark - og helst heller ikke andre steder i sportsverdenen.

Med det udgangspunkt har regeringen i samarbejde med blandt andre politiet, Danmarks Idrætsforbund og Danske Spil analyseret forholdene og lavet forskellige tiltag og anbefalinger til den kommende tid.

Kulturminister Marianne Jelved præsenterede disse på et pressemøde i Brøndby tirsdag.

- Vi har jo set, at det ikke kun er noget, som sker ude i verden. Bliver man ramt af matchfixing, skaber det dårlig stemning alle steder, sponsorer, fans, idrætsfolk. Alt. Det er meget vigtigt for regeringen, at vi tager fat om det, siger Marianne Jelved.

Regeringen har i samarbejde med idrætten, spiludbyderne og politiet etableret et nyt organ, som blandt andet skal koordinere indsatsen mod matchfixing og analysere mistanker om aftalt spil.

Regeringen ønsker desuden at gøre det kriminelt med bestikkelse indenfor idrætten. Matchfixing kan i forvejen straffes som bedrageri, men bedrageri dækker ikke den situation, hvor der ikke er personer, som lider økonomisk tab.

Et eksempel fra virkeligheden er sagen fra håndboldens verden, hvor ligaklubben BSV's spillere betalte 15.000 kroner til bødekassen i Sønderjyske for at opmuntre sønderjyderne til at vinde en kamp, der havde stor betydning for BSV.

Lige præcis en sag som denne mener Danmarks Idrætsforbund dog, at man skal holde indenfor sportens egne rammer.

- Det er ikke matchfixing, men en uetisk handling, så det er ikke en sag, hvor vi mener, at man skal inddrage det offentlige system, siger Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard.

Regeringen vil flere ting på området. Blandt andet er det planen at igangsætte en kampagne mod matchfixing.

- Det sker i samarbejde med idrætsorganisationerne og spiludbyderne. Formålet er at skabe en kultur, hvor ingen føler sig fristet til at snyde, og hvor det er legitimt at fortælle, hvis man har mistanke om eller oplever matchfixing, som det hedder i regeringens oplæg.

/ritzau/