Regeringen vil ikke forbyde mentolsmøger

Fredag stemmer EUs sundhedsministre om et nyt tobaksdirektiv, der skal forbyde tilsætning af smagsstoffer som mentol til cigaretter.

Undersøgelser viser ifølge EU-Kommissionen at netop metolen får unge til at begynde at ryge mere end andre typer smøger, men et enigt folketing er imod direktivet.

»Det er ikke ulovligt at ryge, og vi har det på samme måde som alle andre partier i Folketinget. Vi ser ingen grund til at forbyde mentol,« siger sundhedsordfører for Venstre, Jane Heitman til DR Nyheder.

Argumentet går på, at mentolcigaretter stort set kun ryges af ældre mennesker.

»Den klassiske mentolryger er en ældre dame,« siger europaordfører for Liberal Alliance, Merete Riisager.

Men det er ikke rigtigt, siger Kræftens Bekæmpelse.

»Nej, det er ikke kun ældre mennesker. Der er masser af unge, der også ryger mentol,« siger direktør Leif Vestergaard Pedersen fra Kræftens Bekæmpelse.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

30.000 danskere under 30 år ryger mentolcigaretter til dagligt, viser tal fra tobaksindustrien.

»Mentol er med til at sminke den skadelige effekt, som rygning har på lungerne. Man kan ikke mærke det i lungerne og halsen, fordi mentolen er med til at bedøve nerverne,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Kræftens Bekæmpelse kalder det usympatisk, at Folketinget kæmper imod et mentolforbud.

» Der er andre lande her i EU, der kæmper for at undgå for at deres unge skal blive afhængige af tobak. Det er Holland, Belgien, Sverige og Finland. Der har Danmark placeret sig i en meget mærkelig rolle sammen med lande som Ungarn og Rumænien,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Dagens Gossip

Dagens TV