Regeringen vil lave vækstpakke uden om Barfoed

Regeringen og De Konservative er på vej ud i et opgør om god forligsskik på Christiansborg.

Begge parter er enige om, at den omstridte brændeafgift skal afskaffes, men parterne er dybt uenige om, hvordan der skal betales for det. Det førte fredag til et opgør i Finansministeriet.

Her meddelte De Konservatives formand, Lars Barfoed, finansminister Bjarne Corydon (S), at De Konservative som part i energiforliget vil nedlægge veto mod, at regeringen og Venstre hæver bundskatten for at fjerne brændeafgiften.

De uskrevne regler for forlig på Christiansborg indebærer normalt, at alle partier i et forlig skal være enige, før et forlig kan ændres. Dermed har alle partier i forliget med andre ord mulighed for at blokere for ændringer.

Hvis et flertal alligevel ønsker at lave ændringer, skal flertallet normalt opsige forliget og vente til efter næste valg med at indføre de nye regler.

Det er denne kutyme, som Lars Barfoed henviser til, når han forsøger at blokere for, at højere bundskat skal betale for, at brændeafgiften fjernes.

Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser dog, at De Konservative har vetoret i forhold til en ændring af energiforliget, selvom partiet er forligsparti.

- Nej, det mener jeg ikke, de har, siger Bjarne Corydon.

Han henviser til, at forligspartierne var enige om at bruge pengene fra brændeafgiften som en del af finansieringen af energiforliget. Men at De Konservative som de første meddelte, at de ikke ønskede brændeafgiften alligevel.

- Vi har et forlig, hvor vi skal nå nogle mål. Vi har en finansiering, vi var blevet enige om. Et parti meddeler så, at det vil det ikke medvirke til, og så har vi en regering, der løser det, siger Bjarne Corydon.

Økonomiminister Margrethe Vestager (R) siger, at Konservative er blevet tilbudt at undlade at stemme for en stigning af bundskatten til at finansiere en afskaffelse af den såkaldte FSA-afgift.

Det kan tolkes som et figenblad til De Konservative, der har stået stejlt på ikke at lægge stemmer til højere skatter. Men det har tilsyneladende ikke været nok for Lars Barfoed.

/ritzau/

Dagens Gossip