Regeringen vil modvirke uligheden i danskernes sundhed

»Vi skal sikre patienterne et godt behandlingsforløb. Derfor skal sundhedsvæsnet i højere grad fungere som en helhed, hvor kommunerne, de praktiserende læger og sygehusene arbejder tæt sammen om behandlingen af den enkelte patient,« udtaler Astrid Krag i en pressemeddelelse.

Hun peger blandt andet på, at de nuværende 98 sundhedsaftaler skal erstattes af blot fem, og at regeringen vil omprioritere 250 millioner kroner for at skabe sammenhængende og integrerede sundhedsløsninger.

En bedre sammenhæng i sundhedsvæsnet vil ifølge sundhedsministeren især gavne danskere, som lider af diabetes, KOL eller andre kroniske sygdomme og derfor har brug for alle dele af sundhedsvæsnet.

I dag lever den rigeste fjerdedel af danske mænd i gennemsnit ti år længere end den fattigste fjerdedel. En ulighed, der næsten er fordoblet på kun 25 år.

»En forskel i levetiden på ti år er en skræmmende stor ulighed i vores samfund. I alt for mange år er der fra politisk hold blevet set gennem fingrene med uligheden, og man har undladt at gøre en ekstra indsats for at løfte sundheden for de borgere og patienter, som har brug for en hjælpende hånd. Det gør vi noget ved nu,« udtaler Astrid Krag.

I regeringens nye sundhedsudspil, »Mere borger, mindre patient – et stærkt fælles sundhedsvæsen«, afsættes der i perioden 2014-2017 600 millioner kroner til nye initiativer. Heraf er der afsat 334 millioner kroner til at modvirke uligheden i danskernes sundhed, 174 millioner kroner til en styrket indsats mod kræft og 92 millioner kroner til bedre kvalitet og styrket patientinddragelse.

Dagens Gossip