Regeringen vil udvælge kvoteflygtninge på ny måde

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

Justitsminister Morten Bødskov (S) pønser på at ændre de nuværende kriterier for udvælgelse af kvoteflygtninge, skriver Politiken onsdag.

Det har i årevis vakt kritik, at de 500 FN-kvoteflygtninge, som Danmark hvert år tager imod fra flygtningelejre rundt om i verden, blandt andet vælges ud fra, om de har integrationspotentiale.

Kriteriet blev indført i 2005 af VK-regeringen, og i regeringsgrundlaget fra 2011 bebudede den nuværende regering, at dette kriterium ville blive fjernet.

Ifølge kritikere handlede det nemlig mest om nytteværdien for Danmark frem for om en udvælgelse af de mest udsatte flygtninge.

Endnu er kriteriet dog ikke fjernet, og justitsminister Morten Bødskov (S) overvejer nu, om nye kriterier skal træde i stedet.

Eksempelvis kan det nu blive afgørende, om de pågældende kvoteflygtninge har en relation til Danmark. Det fremgår af et brev fra Bødskov til Amnesty International, som Politiken har læst.

Her skriver ministeren blandt andet, at et kriterium om relationer til Danmark "kan gøre springet fra flygtningelejren til Danmark lettere".

Overvejelserne vækker dog kritik hos både Enhedslisten, De Konservative og Amnesty International.

Hos menneskerettighedsorganisationen mener vicegeneralsekretær Trine Christensen, at "relationer til Danmark" vækker mindelser om det nuværende integrationskriterium, som regeringen har lovet at fjerne.

- Det bør udelukkende handle om, hvem der har størst behov for beskyttelse, siger Trine Christensen til Politiken.

Morten Bødskov ønsker ikke at uddybe sine overvejelser over for avisen.

/ritzau/