Regeringens asylstramning har kun ramt 59 personer

"Langt størstedelen" af de asylansøgerne, som kommer til Danmark, vil blive ramt af regeringens stramning af asylreglerne.

Sådan lød det i en pressemeddelelse fra daværende justitsminister Karen Hækkerup (S), da regeringen i september sidste år lancerede en særlig tidsbegrænset opholdstilladelse til personer, der er flygtet fra eksempelvis en borgerkrig.

Senere blev Justitsministeriets vurdering rettet fra "langt størstedelen" til en "betydelig del". Et nyt svar til Folketingets Udvalg for Udlændinge og Integrationspolitik tyder dog på, at den rette betegnelse bør være en "meget lille del".

Ifølge svaret er det kun 59 personer - svarende til fire procent - der har fået en midlertidig opholdstilladelse, siden regeringens asylstramning trådte i kraft i februar.

Regeringen har opbygget et asylstramnings-fatamorgana, mener Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen:

- Jeg undrer mig over, at regeringen kan indrykke kæmpe avis- og busannoncer, hvor man bilder befolkningen ind, at man har lavet en asylstramning, som har stor effekt på asyltilstrømningen.

- Når man så spørger ind til effekten af stramningen, så viser det sig, at 59 personer er berørt af den. Der er ikke noget at reklamere for, siger Karsten Lauritzen.

I perioden siden 20. februar og frem til 9. april har i alt 1606 personer fået opholdstilladelse, viser svaret.

Ud af dem har 1313 personer fået opholdstilladelse, fordi de vurderes til at være konventionsflygtninge. Det vil sige personer, som er forfulgt på grund af race, religion, nationalitet, socialt tilhørsforhold eller politiske holdninger.

Derudover har 234 personer fået opholdstilladelse efter en særlig beskyttelsesparagraf i udlændingeloven, som skal hjælpe personer, der risikerer dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Tilbage er 59 personer, som har fået en midlertidig beskyttelse efter regeringens nye, strammere regler. Ud af de 59 er 26 personer syriske statsborgere, mens 33 er statsløse.

Spørgsmål: Ser man på antallet af asylansøgere, så er det tal faldet de seneste måneder. Kan det ikke hænge sammen med de nye regler?

- Jeg kan ikke udelukke, at effekten af det, regeringen har lavet, er, at nogle har fravalgt Danmark som destination. Men på et tidspunkt indfinder virkeligheden sig også hos menneskesmuglerne, og så vil vi se tallet stige igen, siger Karsten Lauritzen.

Han peger på, at man ikke skal sammenligne de seneste måneders antal asylansøgere med tallene i sommer- og efterårsmånederne, hvor det er lettere at krydse Middelhavet.

Hvis man i stedet sammenligner årets første måneder med de første måneder af 2014, så er der faktisk kommet flere asylansøgere til Danmark i år, siger Karsten Lauritzen.

/ritzau/

Dagens Gossip