Regeringens finanslov er uspiselig for Enhedslisten

»Der er ingen tvivl om, at det er helt forkert, når mange kommentatorer går rundt og siger, at det bliver udramatisk og enkelt. Det tror jeg ikke på, at det bliver. Jeg tror, det bliver rigtig svært at nå frem til en aftale,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau tirsdag morgen, få timer inden præsentationen af regeringens finanslovsforslag.

Selv om det samlede udspil først præsenteres klokken 11, er meget af indholdet allerede kendt. Blandt andet lægger regeringen op til en samlet vækst i det offentlige forbrug på 0,5 procent, ligesom man vil styrke indsatsen for udsatte børn og unge og kampen mod social dumping.

Men det er altså ikke nok til at få Enhedslisten til at stemme for finansloven, understreger Per Clausen.

»Der er ikke nogen tvivl om, at hvis der skal laves en aftale med Enhedslisten, så kræver det en række forbedringer. Vi har brug for en større indsats for at øge beskæftigelsen. Vi har brug for større indsats for at give velfærden et løft i kommunerne, og vi har brug for, at man gør en klart større indsats i forhold til den grønne omstilling. Der er mange ting, der skal forbedres, hvis vi skal nå frem til en aftale,« siger gruppeformanden.

Selv om regeringen er klar til at bruge flere penge på en række områder, handler det ifølge Enhedslisten om det samlede billede.

»Når man ser på helheden, ser det ikke ud til, at der i noget omfang bruges flere penge. Det afgørende er, at når vi ser på beskæftigelsen, så er det den samlede beskæftigelseseffekt, som skal være positiv. Hvis man ser på det, regeringen spiller ud med til grøn omstilling, så bliver slutresultatet, at der formentlig bruges mindre på grøn omstilling i 2014 end i 2013,« siger Per Clausen.

Regeringens udspil kommer dog ikke bag på støttepartiet.

»Vi er ikke imponeret af det, vi har set. Men det er også logisk nok. Nu skal vi i gang men at forhandle, og vi går ud fra, at regeringen er indstillet på at finde løsning med os,« siger gruppeformaden.

Dagens Gossip