Regeringens frygt for stemmetab koster øremærket barsel

Sådan lyder forklaringen fra redaktøren for Berlingske Politiko, Bent Winther.

Allerede nu er mange vælgere, som satte kryds ved ét af regeringspartierne ved sidste valg, forsvundet over til de borgerlige. Og det er dem, regeringen frygter ikke at kunne få tilbage, hvis øremærket fædrebarsel gennemføres.

»Regeringen har kalkuleret, at det her vil koste for mange stemmer på højrefløjen, eller de stemmer, som man gerne vil hente tilbage fra Venstre og Dansk Folkeparti. Man har ikke turdet fremsætte et forslag, som vil skabe en masse debat, og som vil udfordre nogle af de vælgere. Så med to år til næste valg, og med så meget, som man er bagud i meningsmålingerne, har man ikke turdet tage det opgør,« forklarer Bent Winther.

Frygten til trods er det et enormt nederlag for særligt SF og de dele af Socialdemokraterne og de Radikale, som har sat ligestillingen højt, slår redaktøren fast. Det giver det socialdemokratiske medlem af ligestillingsudvalget, Rasmus Horn Langhoff (S), også udtryk for.

»Det er ingen hemmelighed, at jeg har kæmpet for at få øremærket barsel, så derfor er jeg naturligvis brandærgerlig over regeringens beslutning,« siger han.

Netop fædrebarslen er ifølge Bent Winther da også kronjuvelen i arbejdet for arbejdsmarkedets ligestilling.

»Øremærket barsel er et emne, som er debatteret i rigtig mange år, og som for de, der interesserer sig for ligestilling på arbejdsmarkedet, er det selve kronjuvelen i arbejdet for større ligestilling mellem køn på arbejdsmarkedet,« siger han og tilføjer:

»Det er et meget stort nederlag, og det kommer oven i nogle andre forslag på ligestillingsområdet, som regeringen også har opgivet, nemlig kvoter for kvinder i bestyrelser og forbud mod købesex. Så det ligner en tendens, hvor man har opgivet alt, hvad der har med ligestilling at gøre«.

Dagens Gossip