Regeringens sociale mål er »en billig omgang«

Det nye sociale udspil, der sætter fokus på samfundets svageste, er et forsøg på at give regeringen en mere rød profil, vurderer Berlingskes politiske redaktør, Bent Winther.

»Regeringen er i mange omgange blevet beskyldt for, at den ikke har en social profil, men tilgodeser de velhavende og laver skattelettelser for dem. De her mål har været undervejs i et stykke tid og er især konstrueret for at give regeringen et socialt ansigt og for at tilgodese nogle af de vælgergrupper, som har kritiseret regeringen for at være for blå og for lidt opmærksom på sociale problemer,« siger Bent Winther, der fortsætter:

»Og så er det er forsøg på at give den nye socialminister, SF-formanden Annette Vilhelmsen, en profil. Hun har grebet de her mål i flugten. Hun ved godt, at der ikke ellers følger så mange penge med til hendes ministerium, at hun kan gøre det store«.

Af udspillet fremgår, at regeringen har et mål om, at halvdelen af de stofmisbrugere, der afslutter et behandlingsforløb, enten skal være stoffri eller have et mindre misbrug i 2020.

Antallet af hjemløse i Danmark skal til den tid desuden mindskes med 25 procent, og derudover skal andelen af udsatte unge i alderen fra 15 til 17 år, der får en strafferetlig dom, være faldet med mindst 25 procent, skriver avisen.

På uddannelsesfronten bliver det ifølge Politiken defineret som et mål at øge andelen af udsatte børn og unge, der får en ungdomsuddannelse fra 36 procent i dag til 50 procent i 2020.

Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) har på forhånd meldt ud, at der ikke blive afsat ekstra midler i statsbudgettet med udspillet. Hun siger til Politiken, at der er »tale om et paradigmeskift«, at der for første gang er en regering, som opstiller et samlet sæt af mål for de allermest udsatte grupper i samfundet.

Bent Winther kalder udspillet »en billig omgang«, hvor regeringen prøver »at redde et problem og en profil«, uden at der følger ekstra penge med til at løfte samfundets svageste.

»Regeringen sætter fokus på de fattigste og de svageste, som har det svært og er blevet udstødt eller har svært ved at komme videre i livet. Men der vil hele tiden være et spørgsmål, om det batter noget, og om det blot er en omfordeling fra nogle andre grupper, eller om man overhovedet kan nå de mål med de midler, man har i kommunerne og andre steder, hvor man skal opfylde målene,« siger Bent Winther.

Dagens Gossip