Regeringsexit skaber debat på SF's landsmøde

Skrevet af admin

01/03/2014

Mest læste i dag

På SF's landsmøde bliver de dramatiske dage i januar, hvor partiet efter intern splid om salget af Dong-aktier forlod regeringen, diskuteret, og bølgerne går til tider højt lørdag i Kolding.

- Det er altid underholdende at være SF'er, men det var nok lige underholdende nok i slutningen af januar, siger Kasper West, lokalformand i Odense.

Selvom landsledelsen i partiet havde besluttet, at SF ville bakke op om det delvise salg af Dong Energy til Goldman Sachs, var der tvivl om, hvorvidt hele folketingsgruppen ville stemme med partiet i folketingssalen.

- Der var folketingsmedlemmer, der satte sig selv over flertallet på vegne af baglandet. Jeg ved ikke, hvilket bagland det var, siger Leif Donbæk fra Nørrebro.

Da hun ikke havde kunnet få vished om, hvorvidt hun havde opbakning fra folketingsgruppen, valgte Annette Vilhelmsen at trække sig som SF-formand og trække partiet ud af regeringen.

- Vores formand skal kunne være sikker på, at når kuglerne fyger, så kommer de ikke fra hendes egne, siger Andreas Brøgger Albertsen fra Aarhus, der kritiserer debatkulturen i sit parti.

Flere SF'ere mener som ham, at splittelsen i partiet blev udstillet på både de sociale medier og i pressen.

- Det var pinligt at overvære, at der kom barske udmeldinger på Facebook, som kun et døgn senere blev trukket i land. Det er personlig profilering, siger Nils Hein, lokalformand i Skanderborg.

Kritikere af Dong-salget som Karsten Hønge, Trine Pertou Mach, Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic møder dog også støtte på landsmødet.

- Salget af Dong-aktier til Goldman Sachs - det var for mig dråben, siger partiets medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, Ida Damborg.

- Siden vi undsagde Dong-salget, har jeg haft det både partimæssigt og følelsesmæssigt bedre. Vi har vist, at der er en grænse, mener også Arne Mikkelsen, der sidder for SF i byrådet i Odsherred.

/ritzau/