Regeringsforhandlinger i Tyskland er i gang

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Lederne fra Tysklands konservative partier og socialdemokraterne har ved middagstid indledt forhandlinger om at danne en koalitionsregering.

Forbundskansler Angela Merkel fra CDU sidder som vinder af forbundsdagsvalget i september ved bordenden under forhandlingerne, der ikke ventes at munde ud i en regering hverken torsdag eller fredag eller for den sags skyld i næste uge.

En hovedopgave på førstedagen af koalitionsforhandlingerne er at udarbejde en tidsplan for, hvordan de næste uger skal forløbe.

Det ventes dog, at koalitionsregeringen er på plads inden jul.

Der skal etableres en række arbejdsgrupper, som skal finde kompromisløsninger inden for en lang række områder, hvor parterne ser forskelligt på tingene.

Det gælder blandt andet økonomi, energipolitik og også europolitikken.

Det møde, der blev indledt onsdag middag, har 75 deltagere.

Dertil kommer i alt 12 arbejdsgrupper med hver 17 medlemmer, og desuden er der yderligere fire undergrupper.

Hele dette arbejde skal ledes af en styregruppe, der består af CDU's generalsekretær, Hermann Gröhe, generalsekretær for CDU's søsterparti, CSU, Alexander Dobrindt, og den socialdemokratiske generalsekretær, Andrea Nahles.

Bliver problemerne så store, at styregruppen ikke kan knuse dem, kan particheferne hidkaldes, nemlig Angela Merkel, Horst Seehofer fra CSU og Sigmar Gabriel fra socialdemokratiet (SPD).

/ritzau/dpa